En Vesterhavsfortælling

Af Helene Hindberg

(Uddrag pp. 69-71, Fra Skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller.)

... Det var mormoderen, der åbnede døren.

“Nej, men goddag, Rakel. Og Daniel. Har I det godt? Hvordan går det med jeres mor? Er hun blevet rask?”

Kendte mormoderen de to andre? Det måtte hun jo gøre. Det var selvfølgelig også en lille landsby.

Rakel nejede næsten. “Goddag, fru Svendsen. Min mor ligger stadig i sengen, men vi håber, at hun snart er helt rask.” Det slog igen Betina hvor mærkeligt de talte, ikke noget man sådan lige kunne sætte fingeren på, men der var noget med ordvalget og tonefaldet. Og at Rakel sagde “fru Svendsen.” Det virkede gammeldags.

“Er mor hjemme?”

“Nej, hun er vist kørt til jobsamtale. Hun kommer nok om en times tid”

“Gider du ikke sige til hende, at jeg er henne hos Rakel?”

“Jo, det skal jeg nok. Bare vær hjemme til kl. seks, der spiser vi.”

“Hej, hej.” Betina vinkede, og gik med Rakel og Daniel lige i hælene.

Rakel og Daniel boede i en villa et par gader fra bedsteforældrene. Haven var meget velholdt, men bestod næsten kun af fyrretræer, graner og græs. Bagerst i haven var der indrettet et lille bassin kantet med sten og pyntet med en statue af metal. Først troede hun, at det forestillede en frø, men da hun så nærmere efter, opdagede hun, at hun havde taget fejl. Væsenet havde ganske vist en stor frølignende mund og udstående frøøjne, men kroppen lignede mere et menneskes. Hovedet var bredt og fladt, og der var gæller i kinderne. Figuren sad på hug let foroverbøjet, som om den var på vej ned i vandet. Både arme og ben virkede helt forkerte, armene var alt for lange, og benene var for korte. Udtrykket i ansigtet var det mest væmmelige. Den så på en gang lumsk og uskyldig ud. Betina så væk og havde ikke lyst til at se mere på den.

“Det er min søster der har lavet den,” mumlede Rakel.

“Hvor er hun?”

“Hun er død. Hun døde for to år siden.” Rakel så ufravendt på figuren og virkede, som om hun helt havde glemt Betina. Betina ville gerne sige noget pænt om statuen, men kunne alligevel ikke få sig selv til det. Lidt beklemt spurgte hun, om ikke de skulle gå ind, det var koldt.

Inde i huset var der varmt og lyst, men der hang den samme underligt mugne lugt som i skolen og hjemme hos bedsteforældrene. Faderen var åbenbart ikke hjemme.

“Hvor er din mor?” hun så sig søgende om.

“Hun ligger ovenpå,” Rakel viste hende med en håndbevægelse, at hun bare skulle sætte sig i en af lænestolene.

Stilheden sænkede sig igen. De sad og stirrede på hinanden, og vidste ikke rigtig, hvad de skulle snakke om. Et par gange forsøgte Betina at spørge om, hvordan skolen og kammeraterne var, men Rakel svarede kun med enstavelsesord eller korte sætninger, og til sidst holdt hun op med at prøve.

“Jeg skal tisse, hvor er wc’et?” Rakel pegede op af trappen. Oppe på førstesalen virkede der meget mørkere end i stuen. Der gik en lang, smal gang fra trappen og hen til enden af huset, og selv om der var et ovenlysvindue var der dunkelt og indelukket. På hver side af gangen førte døre ind til forskellige værelser, og hun stod lidt ubeslutsom. Så hørte hun en lyd. Det lød, som om den kom inde fra det bagerste værelse. Nogen bevægede sig derinde; det var raslen af tøj, hun havde hørt. Nu lød der en række underlige bump, som om vedkommende flyttede rundt på noget. Hun rynkede panden men blev så klar over, at det nok måtte være Rakel og Daniels mor. Burde hun gå ind og hilse på hende? Forsigtigt gik hun nærmere. En hæs, hviskende stemme nåede ud til hende. Det lød forkert, og ordene gav ingen mening; enten var det et sprog, hun ikke kendte, eller også var det noget volapyk. Stemmen fik hende til at tænke på tyste nætter her ved Vesterhavet, tomme nætter hvor man kun kunne høre den tudende vind og de raslende grene. Noget ubestemmeligt ved lyden fik hende til at ryste, og den mørke gang virkede nu truende - måske lå der et eller andet på lur inde bag dørene? I en fart løb hun ned af trappen og sagde til Rakel, at hun hellere måtte skynde sig hjem.

På vej hjem spekulerede hun over sin nye klassekammerat. Rakel var sød nok, og hendes bror var også okay. Alligevel var der et eller andet, der gjorde hende urolig. Måske var det bare det med den syge mor, den døde søster og den mærkelige statue i haven. Eller også var det fordi hun ikke var vant til folk, der boede på landet.

Vejret var blevet helt stille, og alle træer og buske stod fuldstændig ubevægelige. En tæt gullig-hvid tåge havde i ubemærkethed bredt sig og indhyllede alt i væde.

...

Illustration af Lars Kramhøft

Læs omfattende uddrag af redaktørens introduktion, samt udvalgte uddrag fra novellerne:

Henrik S. Harksen
Introduktion: HPL og Cthulhu Mythos

H. P. Lovecraft
Det unævnlige

Sarah Fürst
Cikadernes Sang

Thomas Strømsholt
Den Lede Ting

Helene Hindberg
En Vesterhavsfortælling

Martin Svendsen
Kapaciteter

Benjamin Szumskyj
Rædsel i det Nordvestlige England

Henrik S. Harksen
Fra Skyggerne

Lars Konzack og Ian Dall
Tilfældet H.P. Lovecraft

Thomas Winther
Afgrunden