Visit our English sister site: www.hplmythos.com

Tante Olga

Af H. H. Løyche

(Uddrag fra pp. 22-23, Dystre Danmark.)

. . .

“Det var tidligt forår, da Stefanie blev indlagt,” begynder doktoren. “Hun var blevet set stavrende af sted på bjergvejene udenfor byen, temmelig afkræftet, snavset og forskræmt. Det virkede som om hun flygtede fra nogle overfaldsmænd, men politiet kunne ikke få hende i tale. Derfor bragte de hende hertil. Selv for os tog det dage, at få et ord ud af hende og hun talte sjældent til andre end mig. Jeg forstod, at hun havde vandret på landevejene i nogle år. I perioder tog forskellige mennesker sig af hende, tilbød hende småjobs på gårdene, lod hende plukke frugt eller hjalp hende på anden måde. Men det varede som regel ikke længe, før hun drog videre. Det havde noget at gøre med de første ord, vi fik ud af hende. Hun sagde: ‘Der er altid nogen, som lukker hende ind. Luk hende ikke ind. Hvis først man åbner døren får hun sin vilje i et og alt.’”

Rainar kommer i skoene. De går tilbage ad broen og fortsætter hen langs bredden.

“Efter en del samtaler blev hun diagnosticeret paranoid skizofren, men personligt tror jeg, at diagnosen var forhastet. Hvad man ellers skal kalde det?—Tjah, jeg ved det ikke.”

De når en strækning, hvor træernes krogede rødder stikker ud i søens mørke turkis, og må standse. Rainar får øje på en lille fisk mellem rødderne.

“De må selv have mødt fru Dauger,” påpeger doktoren.

“Ja, hun besøgte os i Genève. Jeg husker, da hun dukkede op. Det var mig, der åbnede. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde åbnet den dør.”

“Jeg var heller ikke tryg ved hende—og jeg har ellers truffet lidt af hvert.”

“Psykopater?”

“Psykopater, sociopater og så fremdeles.”

Doktor Zünder stikker hænderne i kitlens lommer.

“Men igen—jeg ved ikke, hvad fru Dauger var. Jeg må hellere fortælle historien fra begyndelsen. Eller rettere, hvad Stefanie fortalte. Uh, er det ikke blevet koldt? Lad os få noget kaffe . . . Nej, hellere cognac.”

Mens de går tilbage til hovedbygningen slår et vindstød pludseligt en sky af rød-gyldne blade gennem parken.

“Nå . . . men dine forældres forhold var ikke det bedst tænkelige. Egentlig havde din far udset sig en anden. En nobel kvinde af fransk herkomst. Han mente selv, at han var et godt parti—han havde jo tjent godt på Tysklands-leverancer

under krigen. Men trods din faders formue ville de ikke lade ham indgifte sig i familien. Ikke at de misbilligede hans meritter—men han havde ingen fornemmelse for adelens skikke. Så mødte han din mor, der var meget smuk og livlig af natur. Efter din faders mening var Stefanie dog langt fra fin nok. De lod sig kun vie, fordi hun blev gravid.”

De tørrer skoene på måtten og træder indenfor. Doktoren går hurtigt op ad den brede trappe med Rainar lige i hælene.

“Din fader var jo en central skikkelse i Genèves forretningsliv, så det gjaldt om at holde facaden. Så alt imens han reelt foragtede din mor—hun mindede ham jo om adelens afvisning—foregav han udadtil et lykkeligt ægteskab. Som

en slags kompensatorisk hævn forbød han hende at se den ene ven efter den anden og ville end ikke vedkendes hendes familie. Til sidst havde hun mistet kontakten med alle, hun kendte. Hver gang hun havde ærinder i byen kom hun hjem til et længere forhør. Hvorfor tog det så lang tid? Havde hun truffet eller talt med nogen? Hvad føjtede hun rundt i byen for, når hun kunne sende tyende? Han benyttede den mindste anledning til at klandre hende for letsindighed. Hvordan kunne hun lade Le Courrier ligge fremme, når der kom gæster? Hvorfor lod hun Rainar bære hue i gården, når han glemte den? Hvad skulle hun også med de pjankede hæle?”

Doktor Zünder låser dem ind på kontoret. Mens Rainar sætter sig tager doktoren en flaske og to glas frem fra et gemme bag kompendierne og skænker op.

“Efterhånden gik al hendes tid med bagatelagtige sysler—at pynte sig, sy og forberede højtiderne. Hun causerede høfligt med din faders forretningsgæster og talte undertiden med en nabokone, men havde ingen at betro sig til. Hun

havde velsagtens forladt ham tidligere, hvis ikke hun havde haft dig at tænke på. I stedet visnede hun hen, blev til et umeddelsomt skygge-menneske.”

. . .

Indhold:

Lars Ahn Pedersen:
Mordene på Katrina

H. H. Løyche:
Tante Olga

Thomas Strømsholt:
I de dybe mørke skove

Helene Hindberg:
Astrid

Jesper Rugård Jensen:
En kort historie om en mand

Thomas Bøttern:
Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Tinna Smedegaard:
Spøgelseshuset

Nikolaj Højberg:
Lejlighed 42

Henrik Sandbeck Harksen:
Let Petit Mort

Malan Jacobsen:
Katrine 05

A. Silvestri:
Der er engle nok til alle