Visit our English sister site: www.hplmythos.com

Le Petit Mort

Af Henrik Sandbeck Harksen

(Uddrag fra pp. 173-175, Dystre Danmark.)

. . .

Han lo lavmælt og slog afværgende ud med hænderne. “Rolig. Nej, det kan jeg godt berolige dig med, det er kun dig og mig, ingen andre. Og, ja,” fortsatte han som svar på hendes uudtalte spørgsmål, “jeg har faktisk pengene. Se

selv.” Han trådte lidt ind i gyden, knappede det øverste af cottoncoaten op, tog sin tegnebog frem og viste hende bunken af tusindkronsedler. Han tog pegefingeren op for munden og gjorde et kast med hovedet ud til fortovet, hvor de andre stod, ikke så langt væk. Derefter tog han et par af sedlerne og stak dem frem mod hende.

“Hvad siger du til det? Kun dig og mig.”

Hun stod et øjeblik og overvejede, om hun skulle gøre det.

(Dét kan jeg love dig, men glæd dig . . .)

Så smilede hun skævt, løftede det ene øjenbryn og lod tungen glide langs overlæben.

“Okay.”

“Det glæder mig. Kom, lad os gå.”

Han lagde sedlerne, han havde taget frem, i hendes udstrakte, varme hånd.

•

Tre kvarters gåtur, så kunne han se stedet. Hun havde ikke opdaget det endnu, hvilket han stille morede sig over.

Da de var gået et par gader væk og han havde drejet dem mod centrum for et stykke tid, var hun gået i gang. Hun var god. Med kælen (Ikke for kælen) stemme havde hun spurgt, hvad det var han ville have? Fransk, ligesom ham i

gyden? Det havde tydeligvis virket ophidsende på ham, sagde hun til ham med et smil og kælede ham let på armen—han kunne mærke det gennem cottoncoaten—og det kunne hun da også godt forstå, det var en af hendes specialiteter.

Hun ville med glæde lægge sig på knæ foran ham og lyne hans bukser op og kæle for hans pik, hun var sikker på, den var stor og . . .

Han havde afbrudt hende ved at spørge, hvad hun hed? De var på det tidspunkt nær en af hovedvejene, lyden af biler og den traditionelle lastbil i ny og næ kom nærmere. De blev begge svagt oplyst af det gul-orange lys. Hun var smuk.

“Jeg kan hedde lige hvad . . . ” Hun havde hurtigt fanget hans udtryk. “Nej, okay, ikke det pjat, det kan jeg se på dig. Ikke accepteret. Og det er okay.” Efter et øjebliks tavshed var et undrende blik vokset frem i hendes øjne, og han havde kunnet se længere ind bag facaden. “Jeg burde ikke sige det her til dig.” Hun tøvede. “Jeg mener, du er kunde og den slags og . . . og, jeg mener, man kan aldrig vide, hvilke psykopater der går rundt, vel?”

Han havde svagt rystet på hovedet.

“—Men, ser du, jeg føler at jeg kan stole på dig.”

Hun kunne ikke vide, at sådan var det altid.

“Okay. Sandheden. Jeg hedder Jeanette.”

(Vidste det!)

“Hvad hedder du?” spurgte hun.

Han havde mærket varmen brede sig, også dernede, og han havde knebet øjnene let sammen og i det gule skær med et smil blidt taget hendes arm. “Herre.”

. . .

Indhold:

Lars Ahn Pedersen:
Mordene på Katrina

H. H. Løyche:
Tante Olga

Thomas Strømsholt:
I de dybe mørke skove

Helene Hindberg:
Astrid

Jesper Rugård Jensen:
En kort historie om en mand

Thomas Bøttern:
Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Tinna Smedegaard:
Spøgelseshuset

Nikolaj Højberg:
Lejlighed 42

Henrik Sandbeck Harksen:
Let Petit Mort

Malan Jacobsen:
Katrine 05

A. Silvestri:
Der er engle nok til alle