Visit our English sister site: www.hplmythos.com

Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Af Thomas Bøttern

(Uddrag fra pp. 113-114, Dystre Danmark.)

. . .

“Første gang du sad på mit kontor var du en helt anden pige end den du er i dag. Du var spinkel, du var bleg og du var udpræget katatonisk. I seks måneder registrerede vi ikke anden bevægelse end en svag vejrtrækning. Du blinkede ikke engang med øjnene. Vi dryppede dine øjne for at de ikke skulle udtørre. Du fik sondemad, du havde væskedrop. Vi indkøbte en madras, der forebyggede liggesår og vi indkøbte en kørestol, så du kunne komme ud i haven og ned til fjorden.” Pahl holder en pause, han smiler, bliver tilsyneladende opstemt af at tale om al den godhed han har iværksat for min skyld.

“Jan har kørt mange ture med dig nede ved fjorden.”

Jan kørte mig ud til de gamle fiskerhusene ved den nedlagte havn, og imens han tog mig på brysterne med den ene hånd onanerede han med den anden . . .

“Naturen er god terapi.”

. . . Normalt sprøjtede han bare ud over sandet . . .

“Og naturen ved fjorden er storslående. Enestående.”

. . . Somme tider sprøjtede han ud over mig ...

“På et tidspunkt begyndte du at reagere på dine omgivelser, du startede i terapi og lidt efter lidt blev du igen en del af denne verden.”

. . . En dag var han mere ophidset end han plejede at være, han bar mig ud af kørestolen og lagde mig ned i sandet …

“Vi tog sonden og væskedroppet fra dig og begyndte at give dig mad, vi startede med afkølede supper, grød og moste grøntsager, ja vi kunne jo også bare have tilbudt dig proteindrik og den slags, men kosten er jo en væsentlig del af vores overordnede koncept.”

. . . han trak min bluse op over mit hoved så jeg ikke kunne se hans grimme, skællede fjæs, han stønnede og hvinede da han flåede mine bukser af . . . Jeg flygtede ind i mørket, til min skræk opdagede jeg at mit gemmested var forandret . . .

Pahl holder en pause, al den snak gør ham forpustet.

“Du har gjort store fremskridt, Katrine, Fjordbakkens terapeuter omtaler dig meget positivt. Det så ellers ikke alt for lyst ud i starten.”

. . . tågen drev hen over den sorte jord hvorfra en vind rejste sig og hvirvlede tågen rundt indtil den steg op mod himlen . . .

“I går havde jeg en telefonsamtale med din far. Vi snakkede om hjemsendelsesplanen og—jeg kan lige så godt sige det som det er—din far var mildest talt ikke udelt begejstret for tanken om at du skal komme hjem.”

. . . for første gang så jeg ham helt tydeligt, den lille skikkelse inde fra tågen. Han var knap en meter høj, men mindede på ingen måde om en dværg, hans kropsbygning var alt for spinkel. Han lignede bare en lille mand. Han bar en brun frakke, brune bukser og læderstøvler. Hans ansigt var dækket af skyggen fra hans hat. Fra den ene frakkelomme stak et rottehoved op, dens røde øjne stirrede på mig som ville den sige “Jeg har spist flere røvhuller end du har spist bussemænd som lille snottet møgunge.”

“Men jeg havde en fornuftig samtale med din far og vi opnåede enighed om, at dit ophold her på Fjordbakken vil blive gradvist afviklet henover den kommende tid, med henblik på en snarlig endelig udskrivelse. Det er selvfølgelig forudsat at alt går som det skal.”

“Ud af mørket,” sagde han med en snøvlende stemme. “Få ham ud af mørket.”

. . .

Indhold:

Lars Ahn Pedersen:
Mordene på Katrina

H. H. Løyche:
Tante Olga

Thomas Strømsholt:
I de dybe mørke skove

Helene Hindberg:
Astrid

Jesper Rugård Jensen:
En kort historie om en mand

Thomas Bøttern:
Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Tinna Smedegaard:
Spøgelseshuset

Nikolaj Højberg:
Lejlighed 42

Henrik Sandbeck Harksen:
Let Petit Mort

Malan Jacobsen:
Katrine 05

A. Silvestri:
Der er engle nok til alle