Visit our English sister site: www.hplmythos.com

Lejlighed 42

Af Nikolaj Højberg

(Uddrag fra pp. 152-153, Dystre Danmark.)

. . .

En kulde brændte ham med en flammes intensitet. Han åbnede øjnene for at finde ud af, hvorfra den stammede, men alt omkring han henlå i mørke.

“Hallo?” kaldte han, og strakte armene frem i håb om at møde vægge eller et møbel han kunne orientere sig efter. Han mødte intet. I det samme gled mørket bort, og afslørede et gulv sejlende i blod. Kødstykker glinsende blandt hvide knogler.

Hvad helvede er det her?

Hvorfor er jeg her?

Hvem er jeg?

Tre betjente gik forbi, og det gik op for ham, at han stod på det, der måtte være reposen foran to lejligheder. Døren til den højre manglede. Karmen var splintret. Han snublede ud til den fjerneste væg, som fulgte en trappe opad. På det første trin lå en grøn Nike Air med hvide striber. Snørebåndene var sprættet op, flappen dinglede til den ene side. Nede i skoen lå en fod. Intet af dette vækkede følelser i ham; hele hans mentale energi havde fokuseret sig på, hvem er jeg? Betjentene gik hen til den splintrede dør og videre ind i et mørke, der voksede og blev altslugende.

•

Da mørket atter trak sig tilbage, var hans tanker stadig optaget af, hvem er jeg? Foran ham sad en kriminaltekniker på hug og samlede beviser i en lille plasticpose. En betjent gik forbi med en ultraviolet Haigg-lampe og ind i lejligheden

bag den sprængte dør. Lejlighed. Dette ene ord bragte svaret til ham. Han var Helmut.

Øjeblikkelig slap hans mentale energi atter løs, og den greb fat i spørgsmål om lejligheden.

Hvem bor i den?

Er det mig?

Er det en ven?

Intet svar præsenterede sig. I stedet trængte blodbadet sig på og sendte spørgsmålene om bag et slør af chokeret ligegyldighed.

En time senere ankom to Falckreddere med en ligpose. Det først de lagde i den var de store stykker: en venstrehånd, den grønne Nike Air, det nederste af et skinneben. Stykkerne fyldte ikke mere end en lille bunke. Så tog de fat med

skovle. Pludselig vendte den ene redder sig bort og brækkede sig ud over den nærmeste væg.

“For helvede da!” råbte kriminalteknikeren. Samtidig slap chokket sit greb om Helmuts tanker. Tankerne gik i panik, og han flygtede ned ad trappen.

•

Vent!

Det mentale råb kom så uventet, at det trængte gennem panikken og satte en stopper for hans flugt ud gennem hoveddøren. Han havde netop trukket den op. På den anden side brummede biler forbi i bunden af en rødbrun lejlighedskløft.

Du kan ikke forlade Lejlighed 42.

Det føltes underligt med den tankestemme, for selvom han vidste, at stemmen var hans egen, så føltes det, som tilhørte den en anden. Han vendte sig mod trappen. En eller anden, måske ham selv, havde efterladt en blodstribe på væggen halvvejs oppe til første afsats. Han havde ikke lyst til at gå op til blodbadet igen.

Men det skal du, du kan ikke forlade Lejlighed 42 uden at vide, hvad der skete.

Hvorfor ikke?

. . .

Indhold:

Lars Ahn Pedersen:
Mordene på Katrina

H. H. Løyche:
Tante Olga

Thomas Strømsholt:
I de dybe mørke skove

Helene Hindberg:
Astrid

Jesper Rugård Jensen:
En kort historie om en mand

Thomas Bøttern:
Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Tinna Smedegaard:
Spøgelseshuset

Nikolaj Højberg:
Lejlighed 42

Henrik Sandbeck Harksen:
Let Petit Mort

Malan Jacobsen:
Katrine 05

A. Silvestri:
Der er engle nok til alle