Visit our English sister site: www.hplmythos.com

En kort historie om en mand

Af Jesper Rugård Jensen

(Uddrag fra pp. 97-98, Dystre Danmark.)

. . .

Der var engang en mand, der følte sig utilpas i sin krop.

Han var født smuk og klog, og voksede op i en familie, der elskede ham, men altid var der en nagen i hans baghoved, en knagen i hans skelet: En fornemmelse af, at noget var fundamentalt forkert, og hvis han blot var lidt anderledes, så ville alt være godt.

Han var ikke mere end to eller tre år gammel den dag han første gang mærkede det. Han var på vej ned over græsplænen for at spise af brombærene fra buskene bagest i familiens vildtvoksende have. Hans sind var fokuseret på de bær, han snart skulle nyde, og hans øjne stift rettet mod buskene, der stod halvt i skjul af rosenbuske. Da han nåede til den stikkende busk med dens sorte bær, var det kun lige, at han kunne lade være med at juble af lykke over at skulle gå i gang med at fråse i de skinnende bobler. Men allerede ved det første bær gik det galt. Han rev sig på en særlig ondsindet torn, og selvom smerten ikke var nok til at stoppe ham, forstyrrede det den rene lykke, han havde forestillet sig. Han puttede bærret i munden i forventningen om, at smagen nu skulle eksplodere ud over det hele: Men han kunne ikke kunne smage det overalt i munden, og iblandet den søde smag af brombær var en snert af fordærv. Det var ikke den rigtige måde, han havde fået smagt. Vagt forstod han, at der måtte være en anden: En

der bragte hans krop og sind i parallel. I vrede og utålmodighed begyndte han at græde, og blev stående hvor han stod, for enden af haven, indtil han blev opdaget og hentet af sine forældre, der hverken kunne trøste eller forstå ham. Han faldt i søvn den aften med ophovnede øjne og en løbende næse—og huskede aldrig senere hændelsen.

Fornemmelsen af at være fejlplaceret eller forkert konstrueret forsvandt sidenhen aldrig, men den kunne dog synke under overfladen og være glemt fra tid til anden. Det meste af skoletiden mærkede han ikke, at han var anderledes

end de andre børn. Dette skyldtes, at disse børn, som ham selv, heller ikke var fuldt tilvænnede deres kroppe og hjerner. Men alt imens de bevægede sig mod en større accept og forståelse af deres lod i tilværelsen, så blev han kun mere bevidst om, at der var noget fundamentalt forkert i hans væren. Der var en kortslutning eller en fejlslutning mellem hans tanker og den måde hans krop registrerede og reagerede på verden.

I slutningen af skoleforløbet opdagede han, at han kunne ændre denne forbindelse mellem sind og krop.

. . .

Indhold:

Lars Ahn Pedersen:
Mordene på Katrina

H. H. Løyche:
Tante Olga

Thomas Strømsholt:
I de dybe mørke skove

Helene Hindberg:
Astrid

Jesper Rugård Jensen:
En kort historie om en mand

Thomas Bøttern:
Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Tinna Smedegaard:
Spøgelseshuset

Nikolaj Højberg:
Lejlighed 42

Henrik Sandbeck Harksen:
Let Petit Mort

Malan Jacobsen:
Katrine 05

A. Silvestri:
Der er engle nok til alle