Visit our English sister site: www.hplmythos.com

Der er engle nok til alle

Af A. Silvestri

(Uddrag fra pp. 233-234, Dystre Danmark.)

. . .

Telefonen ringer.

Indsamlerens hvide hånd lukker sig om den, og vibrationerne skyder igennem hans krop som en erindring om kærtegn. Der står mor med store bogstaver, og en skælven starter i hans underliv. De to bølgefronter mødes i hans bryst, og neutraliserer hinanden til en mættet ro. Han skal ikke svare på hendes opkald, ikke endnu. Først når hun ringer tredje gang. Råbene fra kælderen er nu blevet til ord, som han forstår så udmærket. Det ene ord, som mennesker bruger allermest, især når ingen kan høre dem. Nogle gange tror han, at de påkalder den Gud som de ellers glemmer normalt. Andre gange tror han at de råber, for ikke at være helt alene. Et ekko er også en stemme. Den tidligere ejer af huset, nu forvist, havde været glad for at lave mad. Derfor var der en imponerende samling af knive, forskærer, kødknive, urteknive. Nok til at rotere afgrøderne for Indsamleren. De er blanke og skarpe, velholdte og dødelige. Men der er intet af stålet, der sanser død nu. Kun optrevlen. Hans hjerte banker hurtigt, da telefonen stopper og han lægger den fra sig med en mine som et lille barn. Den slanke kødkniv vil være god nok lige nu. Den vil kunne skrabe fedtlag af hvad som helst. Dødt eller levende. Stemmerne har talt til ham nu, malet med en så skrøbelig

pensel, at kun han kan læse deres bud. Han adlyder blindt, for han har set nok til at vide, at synet ikke altid er det gode. Med en klæbrig lyd glider knivens æg henover hans ribben og åbner kødet op om en kuvert. Blod løber som sved ned over hans mave, og ekstatisk griber han om sit opsvulmede lem. Uden selv at føle smerte, kan man ikke sanse andres smerte ordentligt. Som et S er han krummet sammen om sit køn, men han bremser sig selv med et ryk, for det er alt for tidligt. Der har været tavst fra kælderen et stykke tid, men nu genoptager ynglingen sin råben og skrigen. På Indsamlerens ansigt viser der sig et frydefuldt smil, mens blodet drypper fra lysken til det gamle linoleumsgulv. Der blander det nye røde sig med det gamle brune. Han trækker spor i det sidst skete, med de få skridt

mod kælderens dør. Verden er ny, og han er den eneste, tænkende skabning i det florlette kødmarked.

Anders Møller føler sig nøgen og ubesat, da han vågner. Der er ingen lyde her, kun et uigennemtrængeligt mørke, der kæler for hans kinder. Da han prøver at rejse sig op, går det op for ham, at hans hænder er bundet til noget. Som et

dyr i en fælde, begynder han straks at skrige på hjælp. Hans stemme bliver slynget tilbage fra vægge han ikke kan se, og forstærkes tifoldigt. Han tier. Prøver at rive sig fri, men den, der har bundet ham, har ikke givet ham en chance for

at slippe løs. En dump smerte nager i hans tinding, og den vanlige vægt af brillerne er borte fra næsebroen. Han føler sig som en fange i et af sine egne rollespil. Hvor ofte har han ikke ladet en person vansmægte i lænker, for at få et plot til at fungere. Heltene plejer altid at nå at redde den tilfangetagne, men Anders har en grim fornemmelse af, at det ikke fungerer sådan i virkelighedens verden. Der lugter mærkeligt i mørket, som af jern og kobber. Et Slayer-citat rammer hans hjerne fra dybderne. “Death is not strange, blood on the walls.” Hans lillehjerne, krybdyrdelen, genkender stanken som et brøl fra de tidligste tider. Dette er blod, udgydt, størknet. Adrenalinen gløder som ild i hans årer, han river og flår i rebene. Han skriger som en besat på en hjælp han ved ikke kommer. Det nytter stadig intet. Den der har bundet ham, har villet være sikker på, at han blev hvor han var. Han falder sammen. Tårerne presser sig gennem kanalerne, men han snøfter hårdt ind og forsøger at klare sin hjerne. Det sidste han husker, er en bil der rammer cyklen, og at han bliver slynget gennem luften. Dernæst mørke, og nu et andet mørke. Han har ingen anelse om, hvorfor han er her. Men hvor ofte har han ikke oplevet, at uskyldige mennesker bliver taget til fange i mange af hans computerspil? Et lyn slår ned i ham. En skævvridning af alt, hvad han nogensinde er blevet lært. Måske er der ikke altid en grund til, at noget sker. Det sker bare, fordi det sker. Han var tilfældigvis bare så uheldig, at være der hvor det skete. En lav knirken fylder hans ører op til randen, og et skarpt lys vælder ned i kælderen fra en åben dør over ham. I lyset kan han se en skygge af en skikkelse, dens træk spolerede af lyset bagfra. Men den skæve blinken i kniven, skikkelsen holder i hånden, er ikke til at tage fejl af.

. . .

Indhold:

Lars Ahn Pedersen:
Mordene på Katrina

H. H. Løyche:
Tante Olga

Thomas Strømsholt:
I de dybe mørke skove

Helene Hindberg:
Astrid

Jesper Rugård Jensen:
En kort historie om en mand

Thomas Bøttern:
Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Tinna Smedegaard:
Spøgelseshuset

Nikolaj Højberg:
Lejlighed 42

Henrik Sandbeck Harksen:
Let Petit Mort

Malan Jacobsen:
Katrine 05

A. Silvestri:
Der er engle nok til alle