Visit our English sister site: www.hplmythos.com

I de dybe mørke skove

Af Thomas Strømsholt

(Uddrag fra pp. 49-50, Dystre Danmark.)

. . .

Rousseaus drøm om den paradisiske naturtilstand var i virkeligheden et blodigt mareridt af selektion og adaption. Som al anden natur måtte skoven betvinges og holdes nede. Det var jægerens indsigt, alt andet var glansbillede.

Søren drejede hovedet halvt, han kunne ikke længere ignorere den ubehagelige fornemmelse af en tilstedeværelse af et eller andet i halvmørket bag ham. En flygtig bevægelse som kunne være en fugl, en brise i løvet eller et rovdyr, han

kunne næsten mærke dets kvalme åndedræt. Men skoven havde ingen rovdyr, som repræsenterede en trussel mod et menneske, det var trods alt blot en gammel svensk skov, ikke en jungle.

Løvet var fuld af vrængende ansigter og plirrende øjne, træerne spredte deres krogede fangarme ud over ham. En træstub missede med sine hvide svampeøjne, en rod løftede sit slangehoved med en sagte hvæsen, og brisen var fuld af hviskende, ukendte stemmer. Alt var i bevægelse, svimlende forandring. Søren satte farten op, idet han tvang sig selv til at se ret fremad.

Tårnhøje fyrre skød som pile mod himlen, de stod tæt som tremmer i et fængsel. Pludselig blev han bange for at fare vild. Sandsynligvis kunne man leve her i en menneskealder uden at møde en levende sjæl, man kunne dø, og ingen

ville vide det. Den slags hændelser forekom sikkert ofte. Hvis bare de havde haft GPS med, men Maja havde ment, at det var unødvendigt. Det var fristende at vende om.

Skoven skrånede og blev stejl. De løse sten og seje rødder gjorde opstigningen besværlig, men i det mindste tyndede det lidt efter lidt ud i træerne. Det var en hel befrielse endelig at komme fri af det trange mørke, som at vågne op midt

under et mareridt.

Til alle sider lå skoven som et pukkelrygget bæst, uhyre stor, men den lå for hans fødder. Søren kunne trække vejret frit, og skønt mobilen stadig ikke kunne opfange et signal, havde det været hele den hårde tur værd. Han tænkte på Maja, der gik rundt et sted dernede og legede stenalderhusmor.

Det blev sidst på eftermiddagen, før han kom tilbage til lysningen. Hele vejen gennem skoven havde han igen haft den usynlige forfølger i hælene, en idé så absurd at han bagefter uvægerligt måtte le af sig selv. Kort tid efter dukkede Maja op fra skoven, hendes hår var i urede, og hun havde jord under neglene. Hun havde samlet ind til aftenmåltidet, forklarede hun Søren, som var travlt optaget af at fjerne en tæge fra sit skinneben. Han sagde ikke noget om sin tur.

De kogte snegle fik smag af den tilsatte skovsyre, men dunhammerrødderne smagte ikke af meget andet end mudder. Søren bemærkede forsigtigt, at det var på tide at vende hjem, men Maja fik ham overtalt til et par dage mere. Hun havde den evne.

Fornemmelsen af noget ondt i skoven sad stadig i ham, og udsigten til flere kolde, urolige nætter tiltalte ham ligeså lidt som den ringe kost. På den anden side ville han nødig give op over for hende, kaste håndklædet i ringen. At udvise

modighed under pres, som Hemingway havde skrevet, var altafgørende. Han besluttede sig for at blive i lysningen og bruge tiden på at læse.

Og det var trods alt kun et par dage mere . . .

. . .

Indhold:

Lars Ahn Pedersen:
Mordene på Katrina

H. H. Løyche:
Tante Olga

Thomas Strømsholt:
I de dybe mørke skove

Helene Hindberg:
Astrid

Jesper Rugård Jensen:
En kort historie om en mand

Thomas Bøttern:
Hvordan man slår sin lillesøster ihjel

Tinna Smedegaard:
Spøgelseshuset

Nikolaj Højberg:
Lejlighed 42

Henrik Sandbeck Harksen:
Let Petit Mort

Malan Jacobsen:
Katrine 05

A. Silvestri:
Der er engle nok til alle