Fra Skyggerne

Af Henrik S. Harksen

(Uddrag pp. 136-138, Fra Skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller.)

... Dagen efter tog vi afsted i Henriettes bil. Da vi kørte ud af København begyndte det at småregne. Jeg kan for min død ikke huske, hvilket mærke det var (jeg er elendig til at huske biler; jeg er så ligeglad med dem), men det var en brugt, og udmærket og funktionel bil. Henriette kørte, Professor Lorentzen sad ved siden af hende og jeg sad på bagsædet.

På vejen henover Sjælland, over Storebæltsbroen, Fyn og forbi Middelfart og sydover fra Fredericia mod Sønderjylland, opsummerede vi i samspil med det tiltagende uvejr vores viden om Liber Umbrae og de få brudstykker af forståelige noter som Lorentzen sagde, han havde kunnet trække ud af bogen.

Liber Umbrae er knap så kendt et værk som eksempelvis Liber Ivonis, Unausprechlichen Kulten eller den sagnomspundne, bandlyste Forbudte Bog, Necronomicon (hvis reale eksistens stadigvæk betvivles kraftigt af eksperter), men er ikke desto mindre et værk, som mange historikere og religionsforskere fra tid til anden har diskuteret. Det er omgærdet af samme form for ubeskrivelig mystik. Nu da han havde fået bogen i hænde, kunne han fortælle os—betroede Lorentzen os entusiastisk imens regnen blev en trommen på bilens tag—at den var forfattet engang i 900-tallet. Forfatteren påstod at være en munk med navnet Anselm, og han påstod at være munk i et kloster i Alsace-bjergene (dengang hørte Alsace-egnen til det Tyske Rige). Problemet var her, sagde Lorentzen, at der i den tidsperiode så vidt vides ikke har eksisteret noget kloster i det område. Selve manuskriptets tidsmæssige autenticitet var dog ubetvivlelig. Denne munk skulle efter sigende have oplevet nogle mystiske, mørke hændelser; hændelser, der lå til grund for teksten. Teksten var et forvirret stykke bekendelse, mysticisme, religiøst sludder og maleriske beskrivelser af dystre fantasterier, tangerende det visionære.

Et sted i Alsace-bjergenes umådelige vidder af skov var Anselm stødt på en gruppe hedninge, hvis djævelske ugerninger rystede ham for altid. Dét og nogle filosofiske diskussioner, han havde med en omrejsende vismand ved navn Theodorus Philetas af Konstantinopel, var den direkte årsag til at han skrev manuskriptet til det, han selv døbte ‘Skyggernes Bog.’ Et tilbagevendende emne i teksten var, at Djævlen ikke levede i Det Kødelige, men snarere i Det Jordlige. Ældgammel muld besad, advarede munken, Djævlens Oprindelige Sind. Hvad dette nærmere ville sige forsvandt i deliriøs tågesnak; men dette faktum skulle på en eller anden måde forårsage, at evighedens og ondskabens forbandelse var allestedsnærværende. Herholdts noter tydede på, at han troede, der havde eksisteret en ukendt kult i Sønderjylland, som havde levet under jorden og dyrket bizarre ritualer forbløffende lig dem, som Anselm beskrev. En djævlekult, som skulle have opholdt sig på Løjt Land. Det var opklaringen af denne lokale historiske kuriositet, som var vores endelige mål, forklarede professoren, imens det slørede lys fra de modsatkørende biler skar igennem regnens tiltagende slør. I horisontens mørke anedes tordenens komme.

Vi drejede væk fra hovedvejen og begyndte at køre ind i det Sønderjyske nøgne, barske landskab. Gamle, svungne veje imellem hærgede, vejrbidte træer og buske, for ikke at tale om markerne og deres lurende hemmeligheder fra svundne tiders Danmarkshistorie. De sporadiske huses vinduer var som fjerne, tilknappede katteøjne, der vagtsomt iagttog vores fremmede tilstedeværelse; som vidste de, at vi var ude på at grave i en af deres dybeste skatte—en skat, som ikke tilkom andre end de indviede. De indviede—som altid kun kunne være de lokale selv.

Uvejret var nu blevet så voldsomt, at Henriette havde sat farten væsentligt ned; det var som at køre igennem en ufattelig tyk mur af regn. Vi kørte igennem Løjt Kirkeby og fortsatte i retning af Barsø Landing, og kiggede nu spændt og koncentreret efter Mindestenen, som skulle indikere stien vi skulle køre nedad for at komme hen til det rette område.

”Dér!” udbrød Henriette.

Og ganske rigtigt. I det forvredne lys fra billygterne viste et skilt væk fra vejen, at længere inde i mørket var Mindestenen. Vi kørte forsigtigt ind ad den smalle sti og mærkede den mudrede grunds bumpen under os, alt imens vi ganske langsomt trængte videre ind i landskabet. Det føltes, som kunne vi mærke hver eneste sten på stien, og så tæt var stien, at buskene og de lavstammede træer, der omkransede vejen til Mindestenen, kradsede og flåede i vognen for at få os til at opgive vores uhellige foretagende.

Vi nåede Mindestenen. Herfra måtte vi foretage resten af turen til fods. Ind over markernes forræderiske jord. Vinden hev og flåede i os, når ikke den skubbede os og vi snublede på den ujævne grund. Regnen silede ned, og Jord og Himmel var ét. I det fjerne sås nu lynglimt, efterfulgt af en rumlen; en rumlen, som det var umuligt at afgøre kom fra oven eller fra neden. Lyset fra vore lygter oplyste så lidt, at man begyndte at føle, hele Verden lo af vores febrilske forsøg på at se, hvad der lå foran os. Kulden, som krøb ind under tøjet og ind under huden, forstærkede denne miserable følelse.

...

Illustration af Lars Kramhøft

Læs omfattende uddrag af redaktørens introduktion, samt udvalgte uddrag fra novellerne:

Henrik S. Harksen
Introduktion: HPL og Cthulhu Mythos

H. P. Lovecraft
Det unævnlige

Sarah Fürst
Cikadernes Sang

Thomas Strømsholt
Den Lede Ting

Helene Hindberg
En Vesterhavsfortælling

Martin Svendsen
Kapaciteter

Benjamin Szumskyj
Rædsel i det Nordvestlige England

Henrik S. Harksen
Fra Skyggerne

Lars Konzack og Ian Dall
Tilfældet H.P. Lovecraft

Thomas Winther
Afgrunden