Historiske Fakta om Liber Umbrae *

 

____________

HJEM
- - -
BLOG
- - -
HPLMYTHOS.DK SERIEN
- - -
ANDRE GYS
- - -
KATALOG
- - -
KOMMENDE UDGIVELSER
- - -
HISTORIER SØGES
- - -
GUIDELINES
- - -
OM FORLAGET
- - -
KONTAKT
- - -
FORHANDLERE
- - -
Historiske Fakta om Liber Umbrae
____________

HARKSEN'S H.P.LOVECRAFT PAGE
- - -
WEBMASTER: ToGin
____________

Om Liber Umbrae

 

“Og han driver ham mod en gylden trone, 5 skridt borte, hvorpå, omkranset af 95 disciple, alle salvede i olier, blege & radmagre, dvæler profeten Mani—smuk som en ærkeengel, ubevæget som en statue—svøbt i indisk silkesari, med lysende ædelstene i hans flettede hår, en bog med farvestrålende billeder i hans venstre hånd, & en globus under hans højre. Bogens billeder repræsenterer de skabninger, der slumrer i kaos.”

St. Antoni Fristelse, af Gustave Flaubert

 

Dedikation: Til Professor Hans Peter Lorentzen, videnskabernes martyr imod den herskende orgiastiske terrorkultur. Omend Professor Lorentzen var uenig med mig til tider—han omtalte mig konskvent som “analobskuranten”—var han dog en af fremtidens forkæmpere: og uden hans noter ville denne artikel ikke kunne være skrevet. Måtte hans skygge aldrig fatte blotofre!

 

Om forfatteren:

Broder Anselm (ikke at foreveksle med St. Anselm), sandsynligvis Burgunder af oprindelse, men med tilknytning til de Britiske missionære bevægelser, som man kan se udefra hans adgang til Byzantiske kilder, sandsynligvis igennem Skandinavien, som da også bliver nævnt i hans værk: et område på det tidspunkt stadig under udforskning, hedensk, fyldt med amazoner & tempeldrager, & lejesvende af det svigefulde & skismatiske Østlige Kejserrige.

Der har været nogen debat om det kloster, han skulle have tilhørt: von Juntz har erklæret, med henvisning til dets påståede bizarre struktur, at det var en ren allegorisk billede på det Himmelske Jerusalem; men man selv hælder til, at det har været et semimilitært klosterborg i den Walisiske stil, der lå under hvad der nu er Château du Haut-Königsbourg. Historien om, at der i området skulle være et spøgelseskloster af perverse munke, der kun kan ses under måneformørkelse, tør nok siges at være antiklerikal propaganda fra den Franske revolutions tid. Under alle tilfælde ville han har været under biskop-prinsen af Strasburgs herredømme.

Måske det vigtigste at bemærke om Broder Anselm er, at han levede omkring 950 AD, det vil sige den sene folkevandringstid—før højmiddelalderlige fremskridt såsom udviklet sekulærlitteratur, gotisk arkitektur, eller invasionen af Byzans. Broder Anselm syntes nemlig på mange måder at have været forud for sin tid. Her er måske en af de centrale forskelle mellem Professor Lorentzens & ens egne, mere sociologiske metodologier: Lorentzen insisterede på, at “skyggernes vanvittige munk” (som von Juntz kaldte ham) var en “Bakhtinsk karnivalsfigur, eller narrebiskop, der udelukkende igennem sin kontakt med før-Ariske matriarkalske frugtbarhedskulter kunne penetrere den kannibalske urpatriark, og, på trods af det deforme kranie så typisk for papister, erobre orgonkraftens hermaphroditiske Graal.”

Nu er man dog ikke reaktionær nok til at betvivle dr. Freud, eller enddog Wilhelm Reich: men man må indrømme en hvis tøven overfor dem, der uden at være formelt trænede psykoanalytikere, laver diagnoser af folk der levede på et langt tidligere økonomisk stadie, på grundlag af et par brudstykker tekst åbenlyst forfattet under stærk pres. (Hvordan man overhovedet kan gisne om Broderens kraniestrukturs udseende vil jeg af respekt for de afdøde helt ignorere). Ville det ikke være mere nøjagtigt at sige, at den gode Broder Anselm var for sin tid usædvanligt intellektuelt ærlig person, der var blevet ufrivilligt fordøjet af et autopoietisk socialt system?.

 

Det Latinske Manuskript:

Bogen var blandt de bøger, der blev doneret til Werner Is katedralbibliotek i 1031 AD, på trods af de konflikter, der ofte var mellem prinse-biskoppen og byens frie borgere. Her lå det vel bevaret, men fuldstændigt overset, indtil omtrent 1228 AD., da Olav Orm d. Ældre lavede sin Necronomicon-oversættelse, (Liber de Morte Anime) og derved gjorde det at vække slumrende væsner fra kaos til et modefænomen. Der findes dog åbenbart kun ufærdige fragmenter af Liber Umbrae—kopier, hvoraf de mest berømte nok ville være den af en unavngiven svensk Birgitiner-nonne affattede, der slutter brat med sætningen "Illusionerne ramlar! ILLUSIONERNE RAMLAR!!"; samt det som er tilskrevet Gottfried af Strassburg, der pludselig begynder at beskæftige sig med erotiske forhold til “levende statuer”—ganske kort inden han forsvandt fra den kendte historie. Åbenbart nåede disse ufærdige afskrivinger ikke ud til den højmiddelaldelige offentlighed—Liber Umbrae blev blandt andet udeladt af listen over “bøger, dem med dannelse ikke tager alvorligt” i Broder Roger Bacons “De mirabili potestate artis et naturæ et de nullitate magiæ” (c. 1235 AD.). I perioden omkring 1531 AD. tiltrak det dog fornyet intersse, fordi det var et mønstereksempel på brugen af hvad der i tiden blev opfattet som “det sande klassiske Latinske alfabet,” littera antiqua—egentlig carolinske minuskler. 

Værket blev endeligt “beslagelagt” af Heinrich Himmelers psykiske arkæolog, Karl Maria Weissthor/Wiligut under hans ekspeditioner søgende “den oprindelige Ymer-blodkults esoteriske jætteværker” ca. 1937 AD. Værket blev derpå atter plyndret af Anglikanske feltpræster i 1945 AD, og blev af endnu ikke officelt forklarede grunde opbevaret på Gruinard-øen, der som bekendt indtil 1990 AD blev erklæret ubeboelig på grund af forsøg med miltbrand-smittekim. Liber Umbrae-manuskriptet blev efter øens udfrielse næsten øjeblikkeligt opkøbt af et Amerikansk universitet, der endeligt udstillede det for en eksklusiv kreds her i 2007 AD.—hvor denne forfatter var til stede. Man kan bevidne, at det sandeligen er et senfolkevandringstidsmanuskript, smukt illumineret, og belagt med uslebne ametyster (der ifølge lapsisologien beskytter mod vanvid). Desværre er man blevet nødt til at holde universitetets navn hemmeligt, åbenbart på grund af “terrorrisiko,” og bogen måtte ikke berøres—det blev mere end antydet, at det vedvarende var befængt af milltbrand. Der havde endda været et “Breach of Security” blot for nyligt—rygtet ville vide, at der var trængt rotter ind i bogstakkammerbunkeren (Amerikanerne kalder, kan man forstå, de kære kræ “Brown Jenkins”)!

Tragisk nok var ens modvilje til at svigte afgivet løfte om bogens hemmelighed en af hovedgrundene til ens brud med afdøde Professor Lorentzen.

Man kan dog i det mindste afsløre Liber Umbraes sidetal - 166.

 

De Tysk-Fransk-Latinske Skillingetryk:

Strasburg var i tidsrummet 1460 AD. en af de første centre for trykpressen, og Liber Umbrae kopifragmenterne blev populært materiale for tidens mangehovedet dyr fra havet, populærpressen, specielt de dele, der frembrølede larm om verdensomspændende satanskulter, alkymi, & dommedag—også herhjemme, i Hans Hansen Skonnings “Beretning om Århus Domkirkespirs Brand” fra 1642. Der var endog versioner af selve fragmenterne, almindeligvis som Fransk-Latinsk eller Tysk-Latinsk paralleltekst, men det fulde, oprindelige manuskript var åbenbart nu gemt væk fra offentligheden—et resultat af dens forøgede værdi, samt legender om, at det skulle være forbandet—det var center for en del historier om bygmestre, der med dets hjælp lavede pagter med djævle eller trolde, igen kendt herhjemme som historien om trolden Finn, der velfortjent ender med at forstenes i sollys, heraf digtet af Johan Henrik Thomander:

 

“Forstenet sidder Trolden Finn
i Lundakirkens kolde Krypter;
men end hans Æt fra Mørkets Dybder
har Lyst at gjøre Verden blind;
og gjør det ogsaa efter Evne,
til vi ved Navn kan Trolden nævne
som Egennytte, Løgn og Skin.
Mod dette Kuld stod han paa Vagt
med Aandens Fakkel fra det Høje,
og hvad de Trolde mindst kan døje,
med Viddets Pil paa Strengen lagt.”

 

Skønt der var utallige sådanne udgivelser, er der nu næsten ingen bevaret—der var uautoriserede masseafbrændinger af dem under 30-års krigen, sandsynligvis motiveret af simpel ødelæggelsestrang. De få rester bliver ivrigt heget om af Franske, Tyske & Britiske private samlere, omend der fra Amerikansk side her for nyligt er blevet gjort ivrige forsøg på at samle dem i statens hænder.



Det er nok ej heller tilfældigt at forfatteren til Faust, Johann Wolfgang von Goethe, blev inspireret til sit eget skillingetryk, “Om den Germanske Artitektur,” af Strasburg domkirke.

Nok den mest dækkende beskrivelse af disse så forskelligartede skrifter er i Friedrich Wilheim Von Junzts Unaussprechlichen Kulten (1839 AD, specielt i kapitel 11 og 15 til 20; men Golden Goblin udgaven fra 1909 er nok mere tilgængelig). Her dækker han i detaljer hvorledes værket både blev brugt som støtte for teorien om at fossiler var stumper fra andre verdener—såsom månen—og den ellers konkurrerende teori, fremført af hvor egen Sankt Steno, at de er mineralaflejringer af levende organismer fra syndfloden.

 

De Franske Kunsttryk:

Omkring starten af 1800-tallet i Frankrig opstod der en stærk interesse for bøger om “sortekunst”—lige så meget af litterære som af okkulte grunde. Mange af de tekster der blev skrevet i den anledning var samtidige skønlitterære udforskninger af det overnaturlige & hemmelige selskaber, men der var også genoptryk af “rigtige” tryllebøger. Udgivelserne var henvendt til et overklassepublikum, ofte bestilt af en enkeltperson eller kunstnerisk gruppe, og i en af for tiden høj kvalitet. Liber Umbrae, gjort berømt gennem skillingetrykkene, var en af de genoptrykte bøger—den fulde, oprindelige version endda (forunderligt, Strasburg-borgernes vrede over lige at være berøvet status som fristad af Franskmændene taget i betragtning—bestikkelse var nok involveret), omend selvfølgelig oversat til Fransk (som nationalstoltheden krævede, under titlen Livre d`Ombre), med kobberstik snarere end illumineret, og indbundet i menneskehud (også et af tidens modefænomener). Den ansvarlige for 1803-udgaven er noteret som Francois-Honore Balfour, Comte d’Erlette—selvom Comten døde 1724 AD.! Her er det på sin plads at bemærke, at der var en bølge af folk der udgav sig for at være berømte afdøde op igennem hele århundredet (deraf den gamle sterotyp om galningen, der tager sig for at være Napoleon), samt at det blandt den oprindelige Balfours okkulte omgangskreds var almindeligt at påråbe sig udødelighed! Det må have været en af disse pseudo-Comter, der ca. 1850 forærede den kendte Danske arkitekt J. D. Herholdt sin udgave af Livre d’Ombre.

Denne udgave af værket blev genoptrykt privat adskillig gange fra 1884 AD. og fremefter—i endnu mere raffinerede versioner (bogtrykker-kunsten havde igen opnået en meget høj standard takket være Arts & Crafts-bevægelsen: nogle udgaver var endda korrekt illuminerede, med ægte bladguld). Hippolyto Joseph da Costa, Hr. G. Smithers og Hr. David Lindsay lånte stil og ideer fra den: det siges at have været Augustus Montague Summers sidste store projekt at gøre den almindeligt tilgængelig—han påstod at have aflæst vigtig ny information fra “Comtens nøgne & tatoverede hud,” men af en eller anden grund nåede han ikke at færdiggøre dette vitale værk før sin død. Mere vigtig for okkult historie er dog, at Eliphas Lévi (egentlig Alphonse Louis Constant) tydeligvis var stærkt påvirket af Francois-Honore Balfour, som igen var påvirket af Liber Umbrae—hele det dualistiske syn på “mesmerisk magnetisk væske” er typisk for Broder Anselm. Det er nok det vi har at takke for, at “skyggebog” er blevet den almindelige betegnelse for okkulte dagbøger af teenage-newagere over den ganske verden, igennem “wicca”-heksemesteren Gerald Gardner, inspireret af Alistair Crowley, atter inspireret af Eliphas Lèvi. Men det har også gjort, at nogenlunde “korrekte” udgaver af værket ganske forsvinder i selvreproduktionens orgie—på bedste postmoderne vis.

For at runde af på en personlig note, var det J.D. Herholdts 1803 udgave—annoteret med hans unikke tekniske skitser—som Professor Lorentzen dedikerede så meget af sit kostbare liv til at opspore. At han, og vigtigere, Herholdt-udgaven, umiddelbart efter han langt om længe ved et mirakel havde bragt den ud fra fortidens skygger, blev udrenset af den individualistiske ungdoms svage jeg-følelse, er en skamplet på det 21 århundrede.

 

Bogens Indhold:

 

1): Dets genre:

Tydeligvis et fragment fra en større tekst, omend et nogenlunde selvindholdt “divergio” afsnit. Personligt hælder man til at den er fra en kirke—eller klosterkrønike (den mest almindelige litterære form i folkevandringstiden), omend Von Juntz teori om at den var del af en kommentar til pseudo-Plutarchs “Om Bjerge & Floders Natur” dog heller ikke er usandsynlig.

Selve fragmentet er en blanding af “visio” (symbolske syner, ofte med socialkritisk sigte, som kendt fra slutningen på Platons Republikken eller dr. Freud), ethnologi, og lapsidesarium (beskrivelser af ædelstens symbolik & specielle kræfter). Stilen er intens, men svært forståelig—Hr. David Lindsays En Rejse til Arcturus skylder den tydeligvis meget.

 

2): Dets doktrin:

Bizart nok syntes Broder Anselm at have været en af de sidste Vestlige tilhængere af profeten Mani, som St. Augustin ellers havde gjort så meget for at bringe i intellektuel miskredit. Som alle jo ved, mente dualisten Mani (korsfæstet, flået & udstoppet som kætter af den orthodoxe Zoroastianer Bahram I 277 AD.), at den fysiske verden ikke blot var amoralsk, men umoralsk: “den mørke jord,” resterne af en ond gud; samt resultatet af “de 7 slags skygger,” den onde guds børn, der blev identificeret med himmellegemerne. Hans kosmologi, der blander Neo-Platonisk gnosticisme & Zoroastriansk elementtilbedelse, beskriver et helt multivers af virkeligheder, der invaderer hinanden. Endnu mere bizart bliver dette i Liber Umbrae søgt sammenblandet med den klassiske (& Nekronomiske) Magna-Mater kult, der involverede blodig tilbedelse (blandt andet ved Uranisk-Gaianske kastrationsriter) af de sorte sten, der falder ned fra himlene, som beskrevet af von Juntz. Ligheden til vore vikingeforfædres urjætte Ymer, af hvis kød Midgård blev skabt, turde være tydelig—Broder Anselm bruger den som afsæt for en beskrivelse af “Hyperborea,” der på denne tid måtte svare til hvad vi kalder Sønderjylland, “dets dæmoniske muld,” det åbenbart sigende faktum, at “Hyperboreaneren viseligt bygger kun i træ, ej forbandet sten—bortset fra de blasfemiske Babel-jættebjerge fra før syndfloden!” og at “de er befængt med Stjernen kaldet Malurt.” Østersøen skulle jo ifølge nogle astronomer være et meteor-krater—ikke at Broder Anselm skulle have nogen mulighed for at vide det! Hans yderst—og for tiden enestående naturvidenskabelige—livlige beskrivelser af “de Babelske ruiners” deforme, forvoksede, & delvist forstenede, kranier (måske fra mamutter? Men der bliver stadig “fundet” kæmpeskeletter—hvis man skal tro tabloidpressen, specielt den del henvendt til Bibelkreationister; og, mere traditionelt videnskabeligt, er der resterne af Gigantopithecus blacki i Indokina) var, hvad der først tiltrak Professor Lorentzens opmærksomhed til Liber Umbrae, som den ivrige Reichiansk neo-phrenolog vi jo husker ham for. 

Observationerne af en lokal gruppe “hedninge” er, hvis man ser bort fra mulig Hunnisk kultpåvirkning, nok resultatet af et selvreferientielt psyskisk system, svarende til heksehysteri, terrorisme, eller Professor Francis Wayland Thurstons “Cthulhu-komplex”: en psykose, der desværre syntes at have endt med at fange Broder Anselm selv i sine tentakler.

 

3): Theodorus Philetas - spørgsmålet:

Professor Phileus P. Sadowsky har indvendt, at Broder Anselms påståede kontakt med den Byzantiske Necronomicon-oversætter Theodorus Philetas “virker usandsynlig.” Byzantere ville simpelthen ikke opholde sig i Vesten under folkevandringstiden, og kendskabet til Necronomicon bliver først udbredt der med Olav Orm d. Ældres Latinske version.

Hertil kan man, med stolthed over sit delvist Danske blod i hjertet, replicere, at hvis Broder Olav ikke havde været Skandinav havde vi sandsynligvis aldrig fået en Latinsk Necronomicon! Philetas, der var temmelig multikulturel af en Byzanter at være, syntes at have prøvet en Græsk-Orthodox mission til det område, Østen fik sine væringer fra, som modsvar til den så påtrængende katolske (omend han ville have været den måske eneste Byzanter med nogen idé om, hvor Skandinavian var henne). Tillige har Professor Sadowsky betvivlet, at Philetas skulle have delt unikke (& dybt kætterske) skrifter med en konkurrent: bestikkelse, måske?

 

4): Illuminationerne:

Afbilder usædvanlige & sammenvævede skabninger, sten, & bygningsværker (eller er det, omend meget store, levende væsener også?), fuldstændig fremmedartede i forhold til orthodox katolsk ikonografi: om noget, er det den nærere beslægtet Persisk kunsttradition. Det er faktisk muligt, omend atter engang bizart, at dette er den sidste bevarede rest af Arzhang (“Værdig” på Persisk), en bog illustreret af Mani selv, og som siges at beskrive kæmperne der levede før syndfloden. Ganske imponerende for tiden, faktisk i det hele taget, at stilen er blevet imiteret så præcist! Det var også lidt af et chok, da man ud fra Professor Lorentzens noter pludselig blev klar over, at J.D. Herholdts arkitektannoteringer nøjagtigt svarer til illuminationernes—selv om Herholdt kun havde adgang til en udgave med kobberstik! Hvor fik han den viden fra? Er Herholdts udgave den oprindelige, latinske version? Men så må den udgave, man så med egne øjne, være et falskneri—en bog kan da ikke være to steder på én gang?! Hvorfor skulle Comte d’Erlette, en notorisk dårlig taber, give Herholdt et så værdifuldt værk—var det så faktisk Eibons Bog fra det mytiske Hyperborea, og ikke Livre d’Eibon, han også blev tilbudt?! Men det var selvfølgelig en kopi af Comten, det MÅ fornuften jo fortælle os—og på det tidspunkt kunne man ikke imitere illuminerede tekster—vi er faktisk stadig i gang med at genopdage det—ikke så sært Professor Lorentzen tog sådan på vej; han må have opfattet en som ren svindler... Ak! De psykiske systemer er i sandhed selvreproducerende i forhold til de jættestore systemer, i hvis dyb de dvæler.

 

5): Ketterley-Gilman theoremet:

Liber Umbrae illustrerer ved hjælp af myten om underverdenens dronning Persefone, der blev fanget i dødsriget fordi hun indtog den anden verdens føde, en teori om at mørkets stoflige gud inficerer menneskenes verden yderligere ved at drage organismer til “mørkets lovs rige,” lade dem optage sig i deres kroppe, og derefter kyle dem tilbage. Selv efter livet ej er mere, skriver Anselm, skæmmer deres støv marken, “og Sønnen bærer Faderens synder: for Skyggeherren er i sandhed en misundelig gud, ulykkelig er den by, hvor troldmandens ben & børn kryber uden ilds lutren!": Professor Lorentzen har, noget mere indenfor sit speciale, gjort opmærksom på, at dette minder slående om hypoteser fremført af henholdsvis Walter Gilman i 1920erne og Andrew Ketterly i 1880erne, at væsener der indtager materiale fra andre rum-tids enheder (i Gilmans Einsteinske terminologi) eller alternative stofinhedsgradsniveauer (i Ketterleys Viktorianske) vil få deres egen krop ændret i en sådan grad, at de risikerer at blive draget tilbage til disse andre verdener, eller bytte plads med væsner fra dem; endda at dette problem (ifølge biologen Ketterley) skulle være arveligt. Ydermere skulle Gilmans matematiske ligninger for ekstradimensionel bevægelse være illustreret i Liber Umbraes illuminationer! Med al respekt for Lorentzens fagområde, må man minde om, at Gilman, skønt tydeligvis et geni af Bohrs kaliber, døde i en tragisk ung alder, før han fik nogen akademisk titel, og at Ketterleys skandaløse omgang med alkohol & Britiske dominatrixer udelukkede ham fra ethvert agtværdigt Universitet, hans specielle evner til trods? Dette, samt disse teoriers absurde natur, bør da veje mere end et par tilfældige regnestykkers rigtighed? Man er sikker på, at hvis Professor Lorentzen stadig var iblandt os, ville hans ærlighed tvinge ham til at give en ret deri!

 

Postskriptum: 

Fremtidens Skygger.

 

Videnskaben lader sig ikke stoppe—ikke alene har vi stadig Professor Lorentzens notater, men han testamenterede åbenbart sit kontor—designet af selveste J. D. Herholdt!—til denne forfatter lige før sin forsvinden. “Lige hvad den Sønderjydske analobskurant fortjener,” skulle han have sagt. (Håber, det ikke er en form for posthum bestikkelse). Dette kan kun hjælpe en med ens studier. Man har allerede haft adskillige drømme, hvor man har set Lorenzen selv, med lilla lys-glorie: tydeligvis ens underbevidsthed der fortæller en, at man har tilgivet sig selv for hans tragiske skæbne, og det er vel det vigtigste. Ja, jeg er endog begyndt at bruge Freud, og er blevet bedre til matematik! Mentale energier er blevet frigjort af, at jeg har undertvunget min neo-fascistiske “gentlemans ære”—for eksempel har jeg intet problem nu med at skrive om mig selv på statens regning. Selvfølgelig er JEG interessant. Ja, her forleden udbrød en af mine studiner spontant: “Du er jo værre end Lorentzen!"

Hvis bare man kunne gøre noget ved det Sønderjydske analobskurant-kranie...

 

Richard Crowe Minkoff, Lektor i Middelalderlig Metafysik, 11/5/2008.  






* Denne tekst er blevet forlaget overdraget af herrerne Ian Dall og Lars Konzack, som har fået den overdraget fra skribenten selv. Vi takker mange gange for dette stykke uvurderlige kildemateriale.