|
|
Den Lede Ting |
||
|
____________ |
Vi fandt vores shelter, og jeg efterlod Peter med en bog. Både eng og strand var pløret, men det lykkedes mig at komme nogenlunde tørskoet ned til vandet, hvor jeg satte mig på en sten. Ude i vandet stod en fiskehejre, statelig og ubevægelig, dens dolkformede næb rettet mod den rolige vandoverflade. Luften var et broget virvar af fuglestemmer, der regelmæssigt blev overdøvet af brølet fra jagerfly. Det var umuligt helt at fortabe sig i romantiske fantasier. Lige på den anden siden af den vuggende havindskæring lå storbyen med sine skorstene, raffinaderier og evige stempeldunk. Da Achton Friis en sommerdag i 1924 besøgte Æ——, undgik industribyen ikke hans blik: Om natten, skrev han, forvandler skorstenene sig til ildsøjler, og industrispøgelset “skriver sit Mene Tekel paa Himlen til Bonden: Mig skal du frygte frem for alle andre!” Da skyggerne begyndte at blive lange, gik jeg tilbage. De følgende begivenheder kan jeg genkalde ned til mindste detalje. Det er som om hvert indtryk - for evigt, frygter jeg - er indkapslet i klumper af rav, og jeg selv er kun et hjælpeløst insekt fanget i et frossent univers, hvor begreber som tid og død er meningsløse. Solen forsvandt hurtigt i horisonten, mørket kom snigende fra øst, fra nord og syd, fra fastlandet, alle vegne klamt og sort. Jeg havde glemt, hvor mørkt der kunne blive uden for byen. Vores bål buldrede med lys og varmende glød, de første stjernekonstellationer tonede frem på nattehimmelen. Fastlandets tusinde kolde lys mindede os om, at vi ikke var alene på Jorden. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, at der var så stille; så stille, sagde jeg til Peter, at man kunne tro, at vi virkelig var de eneste mennesker på øen. Peter rykkede tættere på bålet. Hans ansigt lyste op i et
dæmonisk smil. “Når mørket falder på
og bålet blusser,” sagde han langsomt, “er det god
sæd og skik at fortælle en spøgelseshistorie.”
Han rodede med noget papir. “Se,” fortsatte han, “da
jeg ledte efter egnede brandbare materialer, fandt jeg en avis,
Nordjyske Tidende. Den er fra fredag den fjerde august.
Eftersom den lå i en overdækket skraldespand oppe ved
restauranten, var den næsten tør. Ved et tilfælde
læste jeg på bagsiden følgende lille artikel, der
måske besvarer dine spørgsmål.” Peter holdt
en pause, hvori vi begge drak af den medbragte scotch. Bemærkede
jeg allerede på det tidspunkt, at den milde brise var blevet
vind? at mørke skyer trak sig sammen, sendrægtigt
udviskende stjernerne en efter en? eller var det først senere,
at jeg opdagede vejrets gradvise omskiftelse? I min hukommelse var
det en meget pludselig forandring, men det kan meget vel være
indbildning. |
Illustration af Lars Kramhøft |
Læs omfattende uddrag af redaktørens introduktion, samt udvalgte uddrag fra novellerne:
Henrik S. Harksen |
|---|---|---|---|
|
|||