Cikadernes Sang

Af Sarah Fürst

(Uddrag pp. 34-38, Fra Skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller.)

...Han smilede skævt. “Det er en del af en gammel myte,” svarede han. “Lad os lave lidt te, så får du den i den ultrakorte version.”

Kort efter sad vi overfor hinanden ved egetræsbordet med hver sin kop dampende varme te. Torsten havde forsigtigt pakket bogen tilbage i kassen og havde stillet en rulle chokoladekiks på bordet.

De Gamle - dem der tales om i det stykke, jeg læste op for dig - skulle ifølge myten være en form for vingede skabninger, der kom fra et sted ude i universet og slog sig ned på Jorden for en milliard år siden. De byggede byer her og skabte nogle væsener til at arbejde for sig. Det er dem bogen omtaler som Shoggoths.” Han pustede til teen og nippede forsigtigt til den. “Shoggoths var en slags levende og flydende masse, som De Gamle kunne omforme. Det vil sige, at de ud af dette levende ‘stof’ kunne skabe akkurat det type tjenende væsen, som de havde brug for. – Det er det, der menes, når der i bogen står, at Shoggoths var kropsløse skabninger, og væsener under konstant forvandling og det er også det, der menes, når der hentydes til dem som Det Formløse.”

Han kiggede tænksomt på mig. “Tekststykket her adskiller sig dog markant fra andre mytetekster om emnet, idet forfatteren, selvom han tydeligvis tror på myten om De Gamle, til sidst fastslår, at Shoggoths aldrig har eksisteret på jorden.”

“Mærkelig myte,” sagde jeg.

Torsten smilede bredt og løftede øjenbrynene.

“Ja” sagde han bestemt. “Og en dag skal jeg fortælle dig meget mere. Myterne om De Gamle er fantastiske. Faktisk fortæller de, at Shoggothsne på et tidspunkt begyndte at tænke selvstændigt, begyndte at omforme sig selv og til sidst vendte sig imod deres herskere. De Gamle, som i forvejen lå i krig med andre væsener fra rummet, måtte nu også kæmpe imod Shoggothsne. Ifølge myterne vandt de denne krig ved at indespærre de oprørske Shoggoths i en eller anden form for ‘huller,’ som teksterne ikke beskriver nærmere.”

Jeg ville sådan ønske, at jeg havde hørt lidt bedre efter den aften. Havde spurgt lidt mere. Men det eneste, jeg for alvor lagde mærke til, var Torstens smil og hans forsigtige hånd på min arm. Og måske havde jeg slet ikke kunnet ændre på noget alligevel. Jeg var ikke vant til mænd som ham; mænd der læste og snakkede og spurgte mig, hvordan jeg havde det. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre med det.

Og samtidig fik den samtale, jeg ved et tilfælde overhørte, mig til at bryde kontakten med ham.

Det var kun få dage efter, at Torsten havde vist mig bogen. Jeg trådte som sædvanlig ind i antikvariatet, men fandt det tomt. Jeg kunne høre nogen tale sammen i baglokalet og skulle til at gå ind, da jeg pludselig hørte mit navn blive nævnt. Og jeg gjorde, som man så ofte gør, når man hører sit navn blive nævnt. Jeg standsede op og lyttede.

Jeg genkendte stemmerne som Ulriks og Torstens.

“ - Men render du stadig rundt med hende?” hørte jeg Ulrik spørge.

Torsten svarede lidt tøvende: “Render og render… Hun kommer her forbi, og vi snakker og hygger os.”

Ulrik grinede kort og hæst. “Ja, jeg undrer mig.”

Der var stille lidt.

“Undrer dig over hvad?”

“Over, at du ikke kan se, hvor billig hun er,” svarede Ulrik på sin sædvanlige sarkastiske facon.

“Arh, Ulrik,” sagde Torsten, “nu er du ikke helt fair… Jeg ved da godt, hun er… simpel… eller uskolet på en eller anden måde, men…”

Ulrik grinede køligt. “Det er da heller ikke ondt ment. Det er bare interessant.”

Der var tavshed et øjeblik, så spurgte Ulrik: “Hvor meget har du fortalt hende? Om bogen, eksperimenterne og det vi laver?”

“Næsten ingenting,” svarede Torsten. ”Hun er sød, men—”

Ulrik satte igen en kort og kølig latter op. ”Nå, så du er ikke helt urealistisk omkring hendes intellektuelle evner.”

Jeg havde hørt nok. Med en klæbrig klump i halsen vendte jeg mig om og forlod antikvariatet. Såret, ramt og gennemskuet.

Jeg ved nu, at det var dér, i det øjeblik, at jeg begik min største fejltagelse. Jeg var stødt sammen med virkeligheden og var stukket af. En handling så ynkelig, at jeg næsten ikke kan bære at tænke på det. Havde jeg bare turdet tage kampen op. Så kunne jeg måske, med min såkaldte simpelthed, have stillet de spørgsmål, der ville have sat hele deres vanvittige projekt i relief.

Men det gjorde jeg ikke.

I stedet undgik jeg Torsten. Undlod at svare på hans opkald. Ignorerede hans bekymrede sms-beskeder: Hvad sker der? Hvorfor svarer du ikke tilbage? og Lad mig vide, hvis der er noget, jeg kan hjælpe dig med.

Efter et par uger gav han øjensynligt op. Der kom ikke flere beskeder og opkald, og jeg sank for alvor tilbage i min egen virkelighed. Overbeviste mig selv om, at min kontakt med Torsten og hans fantastiske verden fuld af viden og bøger blot havde været endnu en af mine utallige fejltagelser i livet. At det var lukket land, og at jeg aldrig nogensinde havde haft adgangskort, selvom jeg i et kort øjeblik havde troet det.

Så en lørdag aften ringede telefonen. Jeg kunne se i displayet, at det var ham, så jeg afviste opkaldet. Jeg kunne ikke tale med ham. Jeg var for spinkel, for bange, for skrøbelig og desuden var jeg alt for skæv.

Kort efter modtog jeg en sms, hvori han bad mig komme op til Ulrik. Han havde brug for min hjælp, skrev han.

Jeg tøvede et ganske kort øjeblik. Så slukkede jeg telefonen og bad en eller anden rulle en joint til mig. Bagefter lænede jeg mig tilbage i sofaen og lukkede øjnene. Lod hjernen svømme og drømme.

Det var mørkt, da jeg vågnede. Stearinlysene var brændt ned, og de andre var gået omkuld i lænestolene og på gulvet. Jeg rakte ud efter mobilen på bordet og tændte den.

Seks ubesvarede opkald, en enkelt telefonsvarerbesked og en sms tikkede straks ind. Alle fra Torsten og sendt i løbet af natten.

Jeg ringede telefonsvareren op. Dirrende. Angst for at høre hans stemme.

“Det’ Torsten,” sagde han. “Du må hjælpe mig. Du må tage op til Ulrik… Og hvis han ikke lukker op, så… må du finde en anden måde at komme ind. Vi har gjort noget, Ulrik og jeg… Noget, vi ikke skulle have gjort, og som er gået helt galt… Du må hjælpe mig. Jeg er lukket inde i Ulriks kælder. Når du hører dette her, så tag op til Ulrik med det samme! Og, Tina—Ring for Guds skyld ikke til politiet.”

Jeg gøs. Der var noget skurrende i hans stemme, der skræmte mig. Det lød slet ikke som Torsten. Eller rettere, det lød som Torsten, men i en helt anden udgave.

Sms-beskeden var sær og dyster og gjorde mig blot endnu mere utilpas. “Nu står solen ikke mere op,” stod der bare.

Jeg trykkede straks hans nummer ind og ringede ham op. Ventede i røret, til den ringede ud. Så sendte jeg ham en sms. Ventede og ringede ham derefter op igen. Stadig intet svar.

En sær fornemmelse af uhygge bredte sig ganske langsomt og umærkeligt i mig. Han havde sgu bedt om min hjælp, og jeg havde ikke reageret. Og pludselig havde jeg fornemmelsen af, at der ikke var nogen tid at spilde.

Jeg skød genvej gennem skoven. Det var stadig nat, og vejen langs fjorden var mennesketom og stille. Da jeg drejede til venstre op ad den stejle, grusbelagte bakke, kunne jeg se huset. Placeret på toppen af skrænten, så de sorte vinduesøjne havde udsigt over fjorden. Bagved lå havet. Som en sort port af uendelighed.

Illustration af Lars Kramhøft

Læs omfattende uddrag af redaktørens introduktion, samt udvalgte uddrag fra novellerne:

Henrik S. Harksen
Introduktion: HPL og Cthulhu Mythos

H. P. Lovecraft
Det unævnlige

Sarah Fürst
Cikadernes Sang

Thomas Strømsholt
Den Lede Ting

Helene Hindberg
En Vesterhavsfortælling

Martin Svendsen
Kapaciteter

Benjamin Szumskyj
Rædsel i det Nordvestlige England

Henrik S. Harksen
Fra Skyggerne

Lars Konzack og Ian Dall
Tilfældet H.P. Lovecraft

Thomas Winther
Afgrunden